Nøgen i skoven

Skoven er nok, sammen med stranden, et af de mest yndede steder at gå tur, da skoven har en skønhed der altid er i forandring i takt med årstidernes skiften. I skoven finder man skønhed og ro, og naturen opleves helt tæt på. Faktisk viser forskning, at det har en positiv indvirkning på vores sundhed at færdes i skoven.

Selvom mange ynder at gå tur i skoven, så er det sikkert de færreste der har mødt nøgne mennesker i skoven eller er klar over, at det faktisk er tilladt at færdes nøgen i de danske statsskove.

Miljøstyrelsen skriver på deres hjemmeside at det er tilladt at færdes nøgen i statens skove:

Nøgenhed i naturen er sædvanligvis aldrig i sig selv ulovlig. Det fastslog Justitsministeriet tilbage i 1976. Siden har det været juridisk fastslået, at for eksempel nøgenbadning eller solbadning uden tøj ikke kan anses for at være uanstændig opførsel. Man får derfor intet ud af at protestere mod naturister. Og man må heller ikke forulempe eller chikanere nøgne skovgæster, fx ved at lure.

Miljøstyrelsen

Vil du vide mere om hvor du må færdes i naturen, så kan du finde reglerne her.

Den generelle lovgivning om nøgenhed i det offentlige rum finder du her.