Beretninger

Spring ud, vær glad og vær til, som den jeg er

Et flyt, mødet med nye mennesker har givet mig inspiration til sommer- og vinterbadning. Badedragten og håndklæde var min trofaste ven på mine gåture til fjorden flere gange om dagen. Jeg så mange forskellige måder at bade på. Nogle badede nøgne, de fleste tog badedragt på i det skjulte og andre afklædte sig helt uden tildækning og tog badedragt på. Lidt mærkværdigt, tænkte jeg. Hvis baderne havde problemer med at blive set, hvorfor så bruge så meget tid på at tage badedragt på! Jeg var en af dem, der skjulte mig på badebroen. Efterhånden blev jeg mindre blufærdig. Bare at blive set i badedragt førhen for 25 år siden var en hæmsko.

Vandet blev koldere. Vejret koldere. Den mørke tid gik i møde. Færre lyse timer. Rigtig mange stoppede med at bade. Jeg stødte på nogen, der havde det bedre med at bade i den kolde tid grundet det klare rene vand. Interessant! En snakkede til mig, som fortalte, han var kommet over sin vinterdepression ved at bade året rundt. For andre havde det virket på smerter ved gigt. Hvad kunne det gøre ved mig efter en lang og sej stressperiode?

Jeg følte min krop havde brug for at fortsætte med at bade i fjorden. Jeg tog lange bade i fjorden, også selv om det var koldt. Da fjorden ca. var 14 grader, huskede jeg en markant forskel. Hele underlivet frøs til. Det hele føltes mere klamt og ikke så rart i badedragt. Kunne det mon være anderledes uden tøj?

En dag fik jeg en invitation til at nøgenbade og sagde ret hurtigt: ”Det er jeg ikke klar til”. Samtidig havde jeg aldrig i livet tænkt, at jeg skulle nøgenbade. Jeg blev nysgerrig. Få dage senere midt i september kiggede jeg mig omkring på badebroen: ”Er der nogen?”. Jeg hoppede i vandet uden badedragt. Med stor bevægelsesfrihed og lethed svømmede jeg. Jeg tog tøj på. Kiggede ud over vandet. Pludselig brød min krop i gråd, som en æggeskal, der blev knust. Det var blot første dag. Jeg følte gråden var et signal til min krop om et behov, jeg ikke vidste af. En uges tid badede jeg nøgen i smug.

Længslen efter nøgenbadning kom i min krop, hvis jeg tog badedragt på. Dels fordi den strammede, blev klam, og kroppen føltes meget kold, når jeg ventede på at komme i vandet igen. Ikke nok med, at jeg havde prøvet at bade nøgen, var jeg ret hurtigt blevet afhængig af det. Uden tøj gav det mig større glæde og et kick af ny energi.

Jeg fortsatte selv om min egen blufærdighed gjorde ondt i krop og sjæl. Jeg var tålmodig og vedholdende til at tage nøgenbadningen alvorligt skridt for skridt. De første gange jeg badede med andre sagde jeg: ”I dag bader jeg uden tøj”. Efterhånden føltes nøgenheden mere naturlig. Jeg oplevede en accept af, at jeg var blufærdig. Sammen med andre nøgenbader blev det mere en handling vi gjorde sammen.

Jeg mærkede hurtigt at vinter- og nøgenbadning havde en positiv påvirkning på min krop og sjæl, og at det virkede som en hjælp til selvhjælp. Jeg kunne bedre mærke mig selv, fik jordforbindelse og følte jeg var tættere på naturen med alle de dejlige himmelstrøg.

Den Anonyme, januar 2023

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *