Hvad er naturisme?

Hvis du ikke ved hvad naturisme er, så vil jeg give dig en lille kort introduktion til det her:

De fleste er nøgne, når de går i bad.
Nogle er nøgne, når de sover.
Naturister er nøgne, når de føler det naturligt.

Naturisme handler om at være nøgen i omgivelser hvor man finder det naturligt, men uden at man lægger noget seksuelt i det. Man kan kalde det aseksuel nøgenhed. Naturister er nøgne, men i naturismen er det ikke nøgenheden der er i fokus, men den frihed der kan ligge i at være fri for at bære tøj uden at der behøves ligge noget seksuelt i nøgenheden.

Danske Naturister karakteriserer naturismen således: “Fælles for alle naturister er oplevelsen af frihed ved at være fri for tøj og for kulturens snævre definition af kroppen som sexobjekt. Frihed til bare at være sig selv uden “tilsætningsstoffer”. Frihed til at møde andre som de er.”. (Citat: Danske Naturister >>> ).

For mange er det meget grænse-overskridende første gang de prøver at være nøgne indenfor naturismens rammer, da man ofte forbinder nøgenheden med noget seksuelt og ens blufærdighed derfor stritter imod. Men langt de fleste kommer hurtigt over denne første usikre fornemmelse ved nøgenheden, når de erfarer, at nøgenhed ikke nødvendigvis har noget med seksualitet at gøre, og at nøgenhed i de rette rammer kan føles både behageligt og naturligt. Derfor oplever man også at folk der har prøvet at være naturist én gang, oftest vedbliver at være det.

Der kan også være mere praktiske grunde til at man vælger at være naturist. Dette kan fx. være vinterbadere, hvor vådt badetøj er yderst upraktisk, da det virker nedkølende på kroppen og hindrer en hurtig tørring af kroppen. Men det kan også være på stranden om sommeren eller hjemme i haven, så man fx. ikke får lyse striber der hvor badetøjet har siddet.

“Body acceptance is the idea – Nude recreation is the way.”
The Naturist Society

“Naturisme er en livsstil, hvor mennesker uden kønnenes adskillelse færdes uden tøj, når vejr og omgivelser gør det naturligt med henblik på øget selvrespekt, respekt for andre og for miljøet.”
International Naturist Federation

Naturister kan være nøgne i mange forskellige hverdagsagtige sammenhænge, hvilket altid sker under hensyntagen til andre, så man ikke unødigt støder eller forarger andre. For naturister er nøgenhed et udtryk for autencitet og naturlighed, og nøgenhed i naturistsammenhæng opleves derfor som fri, naturlig og neutral.

Hvis man blot er nøgen med det formål at vise sig frem og/eller forarge andre og dermed ikke tager hensyn til andre, så er man ikke naturist men ekshibitionist, hvilket er ulovligt. Naturisme er derimod fuldt ud lovligt, da det netop indebærer, at man viser hensyn til andre og kun afklæder sig i omgivelser hvor det virker naturligt, fx. i haven eller ved stranden.

Du kan læse om den danske lovgivning omkring nøgenhed i det offentlige rum her og de danske foreninger der organiserer naturister her.

Er naturisme og nudisme det samme? Find svaret her.